”Fællesskab er ikke blot pædagogisk staffage eller pynt. Fællesskab er reelt i gennemgribende forstand afgørende for, hvad eleverne rent faktisk lærer.”

Lene Tanggaard, Rektor for Design Skolen i Kolding [1]

Denne kategori handler om, hvorfor fællesskabet i klassen er med til at styrke eleverne på alle tænkelige parametre. Kategorien handler om lærerens arbejde med at understøtte de relationer, klassens elever danner til hinanden. Den handler om at støtte og udvikle det fællesskab, der er opstår og vokser mellem eleverne. 

Målet er et forpligtende klassefællesskab, baseret på tillid, tryghed og rummelighed. Et fællesskab, hvor eleverne forventer noget af hinanden, og hvor alle har følelsen af at være uundværlige.

Fællesskaber er kimen til at skabe sammenhængskraft, både i klassen og i samfundet som helhed. Svend Brinkmann, professor ved Aalborg Universitet, og Elsebeth Jensen, uddannelseschef for læreruddannelsen ved professionshøjskolen VIA University College, pointerer i deres fælles arbejde, at fællesskabet er en ramme for liv og læring, og at fællesskabet er en forudsætning for at udvikle individer, der trives og kan tage vare på fremtidens fællesskab. Fællesskab og individ er dermed ikke to adskilte størrelser. Det hænger nøje sammen: 

”Hvis der ikke findes sociale fællesskaber i familier, daginstitutioner og skoler, kan mennesker aldrig lære at blive individer. Vi fødes ikke som individer, med fuldt udviklede evner til at træffe valg og tage ansvar, men vi skal socialiseres til at blive det.” [2]

I den danske skoleverden har der de seneste femten år været et stigende fokus på individet. Individuelle handleplaner og mål er blevet en del af undervisningen. Hver enkelt elevs udvikling er i centrum, og særligt den faglige udvikling har fået stor opmærksomhed. 

Derfor skal vi bruge fornyet energi på at skabe forpligtende fællesskaber for eleverne. Dette arbejde er vigtigt, fordi de senere års individfokus risikerer at udfordre fællesskaberne. 

Alle elever har behov for at være en del af klassens store fællesskab. De har også behov for de mange små fællesskaber, der opstår, når klassen arbejder, holder pause eller har fri. Alle vil gerne høre til.

Det kan have alvorlige konsekvenser for de elever, der ikke føler, at de er med i fællesskaberne. Kirsten Grønbæk Hansen, lektor på Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning på RUC, formulerer det sådan:

”Angsten for at være eller blive ekskluderet går igen i undersøgelserne af mobning. Angsten for eksklusion handler på den ene side om ikke at være lukket ude, men på den anden side handler det også om længslen efter at høre til.” [3]

Fællesskaber er helt afgørende for, hvordan de enkelte individer udvikler sig og er samtidig afgørende for elevernes trivsel og læring.

Der er et stigende fokus på eleverne som vigtige ressourcer i hinandens læring. Det kan øge både deres faglige og sociale læring, og en del forskning peger på, at det øger elevers læring, når de underviser hinanden.[3] Det bakkes op af John Hattie, som pointerer, at elevformidling både kan ske mellem to elever og mellem en tutor og en elev. Begge dele har gode effekter for begge parter.

Hattie skriver:

”Læreres betoning af ikke-styrende læreradfærd dvs. elevernes ret til initiering og regulering af aktiviteter i klassen, har væsentlige effekter på især elevudbytte af ikke-faglig karakter, dvs. på elevernes værdier og personlighedsudvikling.” [4]

Eleverne kender og forstår hinandens måde at tænke og føle på, fordi de alders- og erfaringsmæssigt er samme sted i livet.

Formålet med at arbejde med læringsmakkere er at få eleverne til at bruge hinanden som en ressource - samtidig med at de underviser hinanden, får trænet relevant stof, giver hinanden feedback og hjælper hinanden med eventuelle problemer. De bygger en relation til hinanden via det fælles arbejde.